Far fængslet for at bortføre sin datter

af

En 37-årig mand fra Hvidovre er i dag blevet fængslet frem til den 18. november for at have bortført sin 3-årige datter i midten af oktober.

Den 37-årige blev den 16. oktober anholdt i Norge, mistænkt for at have unddraget sig forældremyndigheden til sin 3-årige datter den 12. oktober i Hvidovre.

Anholdelsen skete i et tæt samarbejde mellem norsk, svensk og dansk politi.

Episoden fik Københavns Vestegns Politi til at efterlyse den 37-årige, ligesom man fik en fængslingskendelse på manden samt en nordisk arrestordre.

Siden anholdelsen har den 37-årige far siddet tilbageholdt i Norge og blev i går hentet hjem af Københavns Vestegns Politi.

Han er derfor i dag blevet fremstillet over for en dommer, der altså valgte at fængsle ham mistænkt for overtrædelse af straffelovens paragraf 215 stk. 1 og 2. Dertil kommer at han af politiet er sigtet for forsøg på langvarig frihedsberøvelse.