En 55-årig mand blev ved et retsmøde i dag i retten i Hjørring erklæret skyldig i vold med døden til følge begået mod sin storebror.
Den 55-årige fik 7 års fængsel.
Dødsfaldet skete 13. november 2014 om aftenen i et hus i Ingstrup ved Løkken. Her var de to brødre – der boede i den enes brors hus – kommet i et skænderi.
I forbindelse med dette skænderi afgik den ældste bror ved døden. Dødsårsagen var kværkning, ved greb om hals i kombination med indre spærring af luftvejene med kartofler.
Desuden var der udøvet vold mod offerets hoved.
Anklager Susanne Hansen fra Nordjyllands Politi, der havde lagt op til domsfældelse for manddrab, tager rettens afgørelse til efterretning.
– Nu vil vi i Anklagemyndigheden nærstudere dagens dom – og på det grundlag vurderer vi det videre forløb, siger Susanne Hansen.