Ingen mennesker kom noget til, da stormen Freja blæste ind over Nordjylland.
Men i løbet af natten og formiddagen har Nordjyllands Politi modtaget ca. 60 anmeldelser om især væltede træer. Anmeldelserne blev givet videre til de kommunale beredskaber, som rykkede ud og ryddede op efter Freja.
Limfjordsbroen, der forbinder Nørresundby og Aalborg, blev i nat afspærret for færdsel. Det skete efter man havde modtaget en anmeldelse om, at der var fare for at et stillads omkring et nybyggeri ved brolandingen i Aalborg, ville styrte ned. Derfor besluttede politiets indsatsleder i samråd med indsatslederen fra Beredskabscenter Aalborg at afspærre Limfjordsbroen for færdsel.
Hjemmeværnet blev tilkaldt og det stod for afspærringen i tidsrummet kl. 01.00 til ca. kl. 05.00.