23-årig skød sig selv i hovedet

Det var en selvforskyldt ulykke, da en 23-årig mand mandag aften blev dræbt af skud i baghovedet i en lejlighed på Viborgvej i det centrale Aarhus. Det oplyser Østjyllands Politi.

Østjyllands Politi modtog i går kl.19.11 en anmeldelse fra en adresse på Viborgvej i Aarhus C om, at en 23-årig mand var skudt i hovedet.

Da politi og redningsmandskab kom til stedet, fandt de manden hårdt såret af skud fra en revolver.

Der blev givet førstehjælp på uheldsstedet, hvorefter han blev kørt på sygehuset, hvor han senere døde som følge af skuddet.

To personer, der opholdt sig i lejligheden blev anholdt og taget med til afhøring. De er efter endt afhøring begge blevet løsladt.

Politiets efterforskning gør, at alt tyder på, at der var tale om en ulykke og, at den 23-årige mand selv affyrede revolveren.

Afhøringer og efterforskning i sagen i øvrigt gør, at politiet betragter dødsfaldet som en ulykke.