I løbet af årets ti første måneder er 450 uledsagede flygtningebørn og -unge forsvundet sporløst – ofte ganske kort tid efter, de er ankommet til Danmark. Det skriver berlingske.dk.
Fra 1. januar til 1. november søgte 1.225 mindreårige flygtninge, der kom til Danmark uden forældre eller familie, asyl. I samme periode er over 450 mindreårige flygtninge forsvundet fra danske asylcentre – og dermed myndighedernes varetægt. Det viser tal fra asylcentre og politiet.
Langt de fleste mindreårige flygtninge forsvinder fra de nordsjællandske centre Sandholm og modtagelsescentret Gribskov, hvortil myndighederne transporterer alle uledsagede mindreårige flygtninge, så de kan blive registreret, skriver berlingske.dk.
– Vi har af gode grunde ikke viden om, hvor de rejser hen, men det er vores fornemmelse, at mange eksempelvis rejser til familie i de andre nordiske lande, siger vicedirektør i Udlændingestyrelsen Lene Vejrum.