En medarbejder fra Lalandia i Rødby, der arbejder som vagt på området, kørte i nat kort før klokken et til et sypermarkedet på stedet, hvor en tyverialarm var gået i gang.
Udenfor supermarkedet holdt en Audi stationcar parkeret, og i det samme kom tre mænd ud fra supermarkedet. Den ene smadrede en siderude i vagtens bil og truede ham til at flytte sig, så tyvene kunne komme væk. Herefter kørte gerningsmændene fra stedet, og vagten fulgte efter den ad Bindernæsvej og Nakskov Landevej, hvor han tabte dem af syne.
De tre gerningsmænd beskrives som:
A: Mand, ca. 20-25 år, omkring 180-185 cm høj, almindelig af bygning, mørk i huden. Han havde et lille overskæg og havde mørkt tøj på. Han talte dansk.
B: Mand, ca. 20-25 år, omkring 180-185 cm høj, almindelig af bygning, mørk i huden. Han talte dansk og havde mørkt tøj på.
C: Mand, ca. 20-25 år, omkring 180-185 cm høj, kraftig af bygning, mørk i huden. Han var iført mørkt tøj.
Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi oplyser, at man efterforsker sagen som et røveri og at man gerne hører fra eventuelle vidner, som måtte have oplysninger til sagen.