Hos Alternativet ser man lørdagens klimaaftale som et stærkt signal til at det skal være slut med fossile-brændstoffer.
– COP21-aftalen sender et entydigt og klart signal om, at fremtiden skal være grøn. Dette er vendepunktet, og det er 196 nationer fra hele verden enige om, siger klima- og energiordfører Christian Poll om den nye klimaftale, som blev vedtaget i Paris lørdag aften.
Christian Poll, der har fulgt forhandlingerne i to uger i Paris, mener, at aftalen på nogle punkter, fx ift. det langsigtede mål, revisionsmekanismen for at øge ambitionsniveauet og klimafinansiering kunne være stærkere, men glæder sig over, at den alt andet lige sender et klart signal om, at den fossile industri står på den forkerte side af historien:
– Med målsætningen om at begrænse den globale opvarmning til 1,5 grader står hele verden nu over for en fælles opgave: Hvordan når vi dette mål? Aftalen i sig selv bringer os ikke derhen, men implicit i målet ligger et krav om, at vi udfaser fossile brændsler inden 2050. Hvis målet skal nås skal de fossile brændsler blive i jorden nu.
Alternativets partileder Uffe Elbæk var også i Paris og glæder sig over det globale momentum for klimahandling:
– Bare det, at vi fik en aftale, er et udtryk for det globale paradigmeskifte, der er ved at manifestere sig. Presset nedefra kan simpelthen ikke ignoreres længere, siger han og fortsætter:
– Vi er kun kommet hertil, fordi en stadig voksende global bevægelse bestående af ambitiøse og håbefulde borgere, religiøse ledere, forskere og progressivt erhvervsliv i den grad har presset på op til Paris. COP21 var også en test af, hvad vi kan forvente af det politiske system, om det kan følge med tempoet i den forandring, vi ser i den rigtige verden, og som vi alle er en del af. Og i mine øjne signalerer aftalen, at der også er politisk håb.
Christian Poll uddyber:
– Vi mangler stadig en klar køreplan for, hvordan vi når i mål med hensigterne i denne historiske aftale. Det vil kræve meget af alle klimakonventionens parter – herunder Danmark. Vi bør revidere vores egen klimapolitik og skrue gevaldigt op for ambitionerne nu. Nu håber jeg, at Lars Løkke vil leve op til de flotte ord, han tog til Paris med. Når Danmark også skriver under på denne aftale kræver det, at vi også herhjemme indtænker klimahensyn i al vores politik. Vi skal omstille alle sektorer i samfundet nu. Alt andet ville være dybt useriøst.
Aftalen er ifølge Alternativet ikke i sig selv det kvantespring, der er brug for, men den indvarsler en ny æra, hvor vi har anerkendt klimakrisen og kridtet banen op for en fossilfri fremtid. Det er ifølge Christian Poll nu op til os alle at sørge for, at bevægelsen fortsætter:
– Når vi vågner op i morgen er det til en verden, hvor det globale erhvervsliv har fået et entydigt signal om, at omstillingen mod 100 pct. vedvarende energi er uomtvistelig. COP21 markerer, at udfasningen af drivhusgasser skal i gang nu.