I 2009 langede butikkerne 2.620 tons nødder over disken, i 2014 blev der sat nødderekord i Danmark med et salg på 3.359 tons – en stigning på 22 procent.
– Nødder har fået en højere status i befolkningen. Det er en naturlig og autentisk fødevare, som har mange sunde egenskaber. Den kombination er virkelig på mode, og jeg tror slet ikke, vi har set toppen af det her nøddeboom endnu, siger Jon Fuglsang, madsociolog ved Professionshøjskolen Metropol, til Søndagsavisen.
Netop sundhedsaspektet har spillet en stor rolle i at drive nøddeslaget fremad. Stadig flere artikler og slankebøger har de seneste år slået på tromme for nøddernes sunde egenskaber.
Alligevel skal man passe på med nødder, hvis man forsøger at tabe sig, forklarer Trine Vase Bendtsen, lektor ved Ernæring- og Sundhedsuddannelsen på Via University College i Aarhus.
– Nødder har et rigtig højt energiindhold, så hvis du erstatter 100 gram chips med 100 gram nødder, er det stadigvæk lige fedende. Den positive forskel er, at fedtsyrerne i nødder er langt sundere end dem i kage og chips. Der er for eksempel ikke samme risiko for hjerte-kar-sygdomme, når du spiser de fedtsyrer, der er i nødder, Trine Vase Bendtsen.
Hun mener dog sagtens, at man kan spise nødder og nyde godt af de mange vitaminer, mineraler og andre sundhedsfordele uden at blive overvægtig af det høje fedtindhold.
– Spiser du som normalt og så lægger nødder oveni, så vil du øge vægten. Men erstatter du nogle af dine andre snacks med nødder, er det som regel sundere, siger Trine Vase Bendtsen.