Fire mænd dømt for handel med kokain

Retten i Helsingør dømte tirsdag fire mænd for at have handlet med kokain blandt andet i Hørsholm.

Tre af de tiltalte blev udvist. Anklagemyndighedens beviser bestod hovedsageligt i en række telefonaflytninger, idet der ikke blev fundet kokain i større omfang hos de tiltalte.

En nigeriansk statsborger på 35 år blev idømt fængsel i 1 år og 3 måneder for handel med i alt 205 gram kokain. Da han ikke havde nogen tilknytning til Danmark, men havde opholdstilladelse i Italien, blev han udvist med et indrejseforbud i 12 år.

En anden nigeriansk statsborger på 38 år blev idømt fængsel i 3 år og 6 måneder for handel med 365 gram kokain og at have opbevaret 500 gram kokain i en skov med henblik på videresalg. Den 38-årige har opholdt sig ulovligt i Danmark i et par år og har, ifølge retten, ingen relevant tilknytning til landet. Han blev derfor udvist med et indrejseforbud for bestandig.

En gambiansk statsborger på 40 år havde stået for kontakten mellem narkohandlerne i København og narkohandlerne i Hørsholm-Nivå-området og havde i den forbindelse videresolgt ca. 365 gram kokain. Han fik fængsel i 2 år.

Den 40-årige hari 17 år været gift med en dansk statsborger, som han har levet sammen med i Tyskland i ca. 12 år. I de seneste fem år har parret boet i Danmark, men han har ikke i den periode haft lovligt arbejde. Han taler, læser og forstår en del dansk, men retten fandt at der var tale om manglende integration og da han kun har boet i Danmark i lidt mere end fem år, mente retten, at det ikke var i strid med EU-reglerne at udvise ham. Han blev derfor udvist med et indrejseforbud i 12 år.

En 32-årig britisk statsborger havde stået for videreslaget af kokain i Hørsholm og Nivå-området. Han havde i den forbindelse videreformidlet ca. 253 gram kokain. Han havde også opbevaret en skarpladt revolver i sin lejlighed. Han fik 2 år og 6 måneders fængsel.

Den 32-årige har boet i Danmark siden han var 4-5 år gammel og har haft sin skolegang her. Han taler og skriver flydende dansk og har de seneste 5 år haft et fast fuldtidsarbejde. Hans mor, der også er britisk statsborger, bor i Danmark. Han har en søster i Storbritannien, som han kun har besøgt to gange i sit liv. Han havde gennem de seneste 7-8 år boet sammen med en dansk statsborger. På grund af hans tilknytning til Danmark, mente retten, at det ville være uproportionalt efter EU-reglerne at udvise ham. Han blev derfor frifundet for påstanden om udvisning.

Tre af de tiltalte modtog dommen, mens den gambianske statsborger tog betænkningstid med hensyn til, om han ville anke dommen.