To indbrudstyve forbander nok snevejret langt væk efter politiet tirsdag aften bogstaveligt talt blev ledt på sporet af tyvene ved hjælp af sneen.
Sagen startede tirsdag aften kort efter klokken 19, da politiet fik en anmeldelse om et indbrud, der netop var sket i et hus på Oklahomavej i Slagelse.
Tyvene havde forsøgt at brække en dør op og havde smadret en rude, men var ikke kommet ind i huset.
I sneen var der fine fodspor, og ved et hus i nærheden fandt betjentene tilsvarende spor. Her fandt betjentene frem til en 20-årig mand, hvis sko passede nøje til de fundne fodspor, og han blev sammen med en jævnaldrende kammerat – de er begge fra Slagelse – sigtet for indbruddet.