DIF og Jyllands-Posten har kåret kajakstjernen René Holten Poulsen til Årets Sportsnavn 2015.
René Holten Poulsen Fra Maribo Kajakklub så sig ikke tilbage i 2015.
Med hele seks medaljer i internationale mesterskaber (to VM-medaljer, tre EM-medaljer og en European Games-bronzemedalje) var han ikke til at komme uden om, da DIF og Jyllands-Posten ved gallashowet Sport 2015 lørdag aften uddelte den prestigefyldte pris Årets Sportsnavn 2015. De øvrige nominerede var sejleren Anne-Marie Rindom, orienteringsløberen Maja Alm og svømmeren Jeanette Ottesen.
– Kæmpe tillykke til René Holten Poulsen med titlen som Årets Sportsnavn 2015. Han har i en efterhånden lang årrække været en af Danmarks stærkeste og mest vindene atleter, og i 2015 var han aldeles suveræn. Vi er mange, der ser frem til at følge ham ved OL i Rio til sommer, siger DIF’s formand Niels Nygaard.
Stærkest i mængden af store præstationer, som René Holten Poulsen har leveret i 2015, står naturligvis de to verdensmesterskaber, som blev vundet på 500- og 1000-meterdistancen. I særdeleshed guldet på den olympiske 1000-meterdistance lover godt for René Holten Poulsens præstationer ved de kommende olympiske lege.
Team Danmarks direktør Lone Hansen, som har siddet med i dommerkomiteen ved kåringen af Årets sportsnavn 2015, understreger, at der ligger et enormt arbejde bag de flotte resultater, som René Holten Poulsen har leveret i 2015. Et arbejde, som gør ham til en værdig modtager af den prestigefyldte pris.
– René er en meget målrettet og ambitiøs atlet, som hver dag arbejder stenhårdt for at blive den bedste. Han har været en del af verdenstoppen i flere år, og det er inspirerende for os alle at se, hvordan han gennem lang tid kan fastholde ambitionen om at nå sine drømmemål, siger Lone Hansen.
Kåringen fandt sted i Boxen i Herning lørdag aften og udover den velfortjente hyldest modtog René Holten Poulsen en check på 50.000.