Børnefonden: Danmark skal nytænke engagementet for verdens fattigste

af

Arbejdet i udviklingspolitisk råd har sjældent været vigtigere end lige nu, hvor migranter og flygtninge banker på vores dør, og Danmarks internationale engagement skal tænkes om, siger CEO Bolette Christensen i BØRNEfonden, der netop er optaget i udviklingspolitisk råd.

”Med nye globale udfordringer, må der nye løsninger til.”

Med det udgangspunkt sætter CEO Bolette Christensen sig de kommende tre år til bordet i Udviklingspolitisk Råd. Her er hun netop blevet optaget som nyt medlem og skal være med til at rådgive regeringen om den strategiske retning i Danmarks udviklingsarbejde. Og det er der mere brug for end længe.

– Udviklingsarbejdet forandrer sig meget i disse år, hvor nye aktører kommer på banen. Danmark skal få det bedste ud af et samspil med private aktører som virksomheder og fonde og inddrage dem i bæredygtige løsninger, siger CEO Bolette Christensen.

Som leder i BØRNEfonden har hun de seneste år haft fingrene nede i meget udviklingsarbejde i Vestafrika. BØRNEfonden er finansieret af private midler, og dermed mener Bolette Christensen, at hun kan se med lidt andre øjne på det etablerede setup i dansk udviklingspolitik.

– Jeg ønsker, at Danmark skal stå for effektivt udviklingsarbejde, hvor vores aftryk skaber varige forandringer, og hvor den hjælp vi giver bliver til bæredygtige løsninger, som skal kunne leve, når vi trækker os. Det kræver enorm meget inddragelse og nytænkning omkring partnerskaber med lokale organisationer, regeringer og befolkningen for at lykkes, siger hun.

Regeringen vil med udredningen fra Taksøe-udvalget nytænke Danmarks internationale engagement, og i løbet af foråret kommer udvalget med sine anbefalinger, som får stor indflydelse på udenrigs- og udviklingspolitikken. Bolette Christensen glæder sig til at se anbefalingerne og ønsker blandt andet, at jobskabelse og unge kommer til at spille en fremtrædende rolle i Danmarks udviklingsarbejde fremadrettet.
På eksempelvis det afrikanske kontinent fordobles befolkningen til 2,4 mia. mennesker i 2050 og over halvdelen er børn og unge under 25 år. Den problemstilling skal adresseres.

– I Danmark taler vi om den såkaldte ”ældrebyrde”, men i mange udviklingslande er det en ”ungebyrde” vi skal forholde os til. Vi skal allerede nu finde svar på, hvordan Danmark kan være med til at skabe de job, og give alle de unge kvalifikationer, så de kan forsørge sig selv og få et godt liv. Ellers kommer vi til at se en masse mennesker med større mod på at migrere end på at opbygge en tilværelse i deres land, siger Bolette Christensen, der i samme ombæring peger på børns rettigheder og skolegang som væsentlige dagsordener.

Bolette Christensen kom til BØRNEfonden I 2011 efter en lang karriere i Dansk Industri, hvor hun som direktør og medlem af direktionen var ansvarlig for blandt andet ledelses- og organisationsudvikling i forhold til DI’s medlemmer, samt diverse politikområder nationalt og internationalt. Igennem årene har hun blandt andet haft ansvaret for områder som integration, CSR og kvinder i ledelse, både nationalt og internationalt, samt DI’s interne ledelses- og medarbejderudvikling.