Med temperaturer langt under frysepunktet er fyringssæsonen startet for længst, og på de danske fjernvarmeværker arbejdes der på højtryk for at sikre varmeforsyningen. Som forbruger kan du også selv gøre en indsats for at holde varmeregningen nede og sikre et gode indeklima.
– Mens 2015 helt generelt har været et lunt år, så må man sige, at 2016 er startet koldt og at alt tyder på, at det skal blive endnu koldere. Men ved blot at dreje på nogle få håndtag kan du sikre, at varmeregningen holdes på et fornuftigt niveau, mens du holder dit hjem lunt og rart, siger Astrid Birnbaum, faglig chef i Dansk Fjernvarme.
Typisk skal en radiator stå på 3 eller lige derunder. Man bør teste, om termostaterne virker. Når man skruer helt op, skal radiatoren blive varm over det hele. Når man slukker, bør radiatoren blive kold efter en time eller to.
– Det bedste du kan gøre er at sikre, at alle dine radiatorer står på det samme, uanset om det er den samme lave eller højre temperatur. Hvis én radiator er slukket, sendes de øvrige radiatorer på overarbejde for at kompensere for den slukkede, fortæller Astrid Birnbaum.
Her er et par gode råd:
– Sørg for, at der er varme i alle rum. Rum, der ikke benyttes, skal have lidt varme for at undgå frostspringninger. Det gælder også udestuer og lignende.
– Sørg for, at alle termostater på radiatorerne i et rum har samme indstilling.
– Hæng ikke vådt tøj direkte på radiatorer for tørring efter vask eller snevejr.
– Når man åbner for mere gulvvarme, går der op til 12 timer, inden det kan mærkes.
– Husk at lufte ud dagligt i mindst 5 minutter – også selvom det er koldt.
Dansk Fjernvarmes opgørelse over graddage har vist, at 2015 var cirka 15 pct. lunere end et normalt år. For en gennemsnitsfamilie i et standardhus på 130 kvadratmeter med et forbrug på 18,1 MWh vil man derfor opnå en besparelse på sin varmeregning på ca. 1244 kroner.