60 pct. af landets selvstændige siger, at de er ’meget glade’ for at gå på arbejde.
Mens danskerne generelt er tilfredse med at stå op og gå arbejde, står det allerbedst til for ejerne af landets mange enkeltmandsvirksomheder. Det viser en ny undersøgelse gennemført af Epinion for Deloitte. Her siger hele 60 pct. af de selvstændige, at de er ’meget glade’ for deres arbejde. Det gør kun 43 pct. af den samlede arbejdsstyrke.
– Det er glædeligt, at så mange danskere har fundet lykken som ejere af en enkeltmandsvirksomhed. Ikke blot siger seks ud af 10, at de er meget glade for at gå på arbejde. 26 pct. af de selvstændige forventer også, at de laver det samme om 10 år. Det gør blot 16 pct. af medarbejderne i virksomheder med 10-49 ansatte, siger partner i Deloitte Sten Peters.
Dermed ser det ikke ud til, at de selvstændige er tynget af administrativt besvær eller arbejdstider, der ikke går i spænd med et normalt familieliv.
– Spørger man danskerne, hvad der afholder dem fra at starte egen virksomhed, lyder svaret familieliv, savnet af kolleger samt frygten for at drukne i administrativt besvær. Med de nye tal ser det dog ud til, at hovedparten af selvstændige har formået at finde balancen, siger Sten Peters.
Som selvstændig har man meget stor kontrol over, hvor mange opgaver man påtager sig. Det kan bidrage til at håndtere arbejdspresset, mener Sten Peters:
– I 2015 fik hele 59 pct. af de danske medarbejdere mere travlt på jobbet. Det oplevede kun 39 pct. af de selvstændige. Selvfølgelig er der en del selvstændige, der i forvejen arbejder hårdt. Alligevel viser tallene tydeligt, at travlhed kan være lettere at håndtere, når man arbejder for sig selv.
På trods af den høje arbejdsglæde er der dog mange enkeltmandsvirksomheder, der må at dreje nøglen om.
– I 2015 gik 2.336 enkeltmandsvirksomheder konkurs i Danmark. Det svarer til 58 pct. af det samlede antal konkurser. Selv om man arbejder alene, skal man altså stadig have styr på sin økonomi. Foretager man større investeringer, end indtjeningen kan bære, kan man meget let blive tvunget til at lukke ned, siger Sten Peters.
Kun 2 pct. af de selvstændige siger, at de er mindre glade for deres job.[otw_shortcode_info_box border_type=”bordered” border_style=”bordered” shadow=”shadow-down-right”]Hvor glad er du for dit job?
Meget glad: 43 pct. (Selvstændige*: 60 pct.)
Nogenlunde glad: 38 pct. (Selvstændige 31 pct.)
Hverken eller: 9 pct. (Selvstændige 7 pct.)
Mindre glad: 7 pct. (Selvstændige 2 pct.)
Ikke glad: 3 pct. (Selvstændige 0 pct.)
Antal danskere, der forventer at blive i deres nuværende job i mere end 10 år:
Hele arbejdsstyrken: 21 pct.
Selvstændige: 26 pct.
Har du mere travlt på dit job end for et år siden?
Hele arbejdsstyrken: Ja, 59 pct.
Selvstændige: Ja, 39 pct.
*Med selvstændige menes her danskere, der driver en enkeltmandsvirksomhed.
Tallene er baseret på i alt 2086 interview med repræsentativt udvalgte danskere i arbejde. Undersøgelsen er gennemført af Epinion for Deloitte.
[/otw_shortcode_info_box]