Spritbilist taget to gange søndag aften

af

En 60-årig mand fra Klarup blev anholdt hele to gange for spirituskørsel søndag aften.

Første gang var da en borger kontaktede politiet og fortalte, at han havde talt med den 60-årige, inden han i sin bil var kørt fra Niels Bohrs Vej i Aalborg. Anmelderen mente, at den 60-årige var påvirket af spiritus og havde forgæves forsøgt at forhindre at den 60-årige var kørt fra stedet.

Politiet fik kontakt med den 60-årige netop som var kommet hjem. Anmelders mistanke blev bekræftet af politiet, der kort efter klokken 18 anholdt den 60-årige og tog ham med til prøveudtagning på Ålborg politigård. Klokken 19.00 blev han løsladt igen.

Men kort før klokken 22 var den gal igen. Autohjælp var blevet rekvireret til at trække den 60-åriges bil fr, da den var kørt ud på en mark ved Nymøllevej ved Nibe. Da autohjælperen mente, at den 60-årige var beruset, blev der ringet efter politiet.

Politipatruljen konstaterede, at den 60-årige rigtig nok var beruset. Derfor blev han igen anholdt og sigtet for spirituskørsel. Efter endnu en blodprøveudtagning blev han løsladt.