Nordjyllands Politi efterlyser gerningsmanden til et røveri mod Sparekassen Vendsyssel i Sindal tirsdag eftermiddag.
Røveriet fandt sted kort før klokken 15.
– Gerningsmanden truede personalet i banken med en sort pistol, og han medbragte en plastikpose fra Fakta, siger politikommissær Peter Skovbak Pedersen fra Nordjyllands Politi.
Politikommissæren oplyser, at gerningsmanden forlod stedet på en knallert.
Gerningsmanden beskrives som:
mand, 18-20 år, 175 cm, alm. af bygning, iført sort fullface-styrthjelm, sort jakke med firkantet aftegning med lys streg på venstre side af brystet, lysegrå elller lyseblå bukser og mørke sko.
Nordjyllands Politi offentliggør ligeledes et overvågningsfoto af gerningsmanden i håb om, at det kan give henvendelser fra offentligheden.
Oplysninger i sagen kan gives til Lokalpoliti Hjørring via 114.