Folkekirkens Nødhjælp alarmeret over israelsk konfiskering af danske solpaneler

,

af

Tidlig onsdag morgen konfiskerede den israelske hær fem solpaneler, finansieret af blandt andet Danmark, i to beduinlandsbyer i ørkenområdet syd for Hebron.

Beboerne i landsbyerne Jinba og Halaweh blev varslet om de forestående nedrivninger dagen før. Derfor nåede de at demontere 15 solpaneler og bringe dem i sikkerhed. De sidste fem paneler blev konfiskeret.

Solpanelerne er sat op af Folkekirkens Nødhjælp i samarbejde med den lokale organisation ARIJ og finansieret af bl.a. Danida.

Folkekirkens Nødhjælp er alarmerede over de israelske myndigheders konfiskation af nød- og udviklingshjælp og nedrivningerne af familiers hjem.

– Det handler om fattige beduinsamfund. Det er helt uacceptabelt at forhindre os i at levere hjælp til de her landsbyer. Det kan ikke retfærdiggøres. Det kan nedrivningerne af familiernes hjem heller ikke. Vi taler om klare overtrædelser af den humanitære folkeret her, siger Antony Grange, landechef, Jerusalem.

98 familier i fem områder omkring Betlehem og Hebron – i alt omkring 3000 personer – er blevet tilsluttet rækken af solpanel-systemer, der giver dem elektricitet til deres daglige forbrug. Herudover har hver familie fået et køleskab og en smørkværn og er hermed blevet i stand til at producere og opbevare ost, yoghurt og smør fra mælken fra deres får, der er deres eneste indtægtskilde.

Den israelske hærs konfiskationer og nedrivninger er en del af det pres, det israelske militær og de israelske bosættelser lægger på lokalbefolkningen i denne del af Vestbredden. Beduinerne bor i område C – de 60 % af den besatte Vestbred, der er under fuld israelsk kontrol.

Presset på mange beduinsamfund og andre palæstinensiske landsbyer i område C er massivt. En lang række familier og lokalsamfund er, som dem i Jenbah og Halaweh, i overhængende fare for at blive tvunget væk fra deres hjem og jord. Ofte fra områder, hvor de har boet i generationer. I dette tilfælde er landsbyernes jord og det omliggende område erklæret et militært skyde- og øvelsesområde. Andre landsbyer, der har oplevet nedrivninger i løbet af de sidste par uger – og hvor nødhjælp også er blevet konfiskeret eller ødelagt – ligger hvor der er planer om nye store bosættelser.

Det er ikke første gang, de israelske myndigheder konfiskerer dansk nød- og udviklingshjælp. I juni 2014 konfiskerede myndighederne tre lastbiler, ti latriner og ni vandtanke, som Folkekirkens Nødhjælp var ved at installere.