Tre mænd blev i dag ved retten i Hjørring idømt fængselstraf og udvisning af Danmark for voldtægt.
De tre mænd, der alle er i slutningen af tyverne, er blevet dømt for at have voldtaget en jævnaldrende kvinde på skift i en lejlighed i Hjørring den 25. oktober sidste år.
Overgrebene fandt sted ved, at mændene efter en fest i lejligheden en for en gik ind i et soveværelse, hvor kvinden befandt sig, og hvor voldtægterne fandt sted.
De tre mænd blev alle kendt skyldige og idømt henholdsvis 2 års fængsel for den ene tiltalte og 1 år og 9 måneder for de to øvrige tiltalte.
– Det er en grim voldtægt, som kvinden har været udsat for. Det ser anklagemyndigheden alvorligt på. Derfor er vi gået både efter ubetinget fængselsstraf og indrejseforbud for bestandig, siger anklageren fra Nordjyllands Politi, Torben Kauffmann Sørensen.
De tre mænd, der alle er udlændinge, blev ligeledes – i medfør af udlændingeloven – udvist fra Danmark, ligesom de fik indrejseforbud for bestandig.
Den forurettede kvinde blev tilkendt en erstatning.
De dømte, der er fortsat varetægtsfængslede, ankede dommen på stedet.