Det Kgl. Teater sætter fokus på ny dansk dramatik

af

Ligger man inde med en god historie til teatret, men mangler værktøjerne til at det bliver virkelig godt? Så er der nu mulighed for at få udviklet idéen, og måske endda få den udfoldet foran publikum.

KGL Dansk er Det Kongelige Teaters nye tiltag, der skal sikre, at dansk teater til stadighed udvikler originale fortællinger. Skuespilhuset åbner derfor for et eksperimenterende forløb, hvor både nye, uprøvede talenter og erfarne forfattere og dramatikere kan kvalificere deres fortællinger til scenen. Og publikum vil løbende blive inviteret indenfor i processerne.

– Det er med stor stolthed, at jeg kan præsentere KGL Dansk. Jeg mener, at vi som nationalscene har en forpligtelse til at udvikle nye historier til scenen, og hvem ved, måske skabe nye klassikere. Med generøs hjælp fra Bikubenfonden og Augustinus Fonden går vi ”all in” på Lille Scene, som de næste to sæsoner udelukkende vil præsentere danske fortællinger, udtaler skuespilchef Morten Kirkskov.

Instruktør Thomas Bendixen er kunstnerisk leder af KGL Dansk, og Lille Scene i Skuespilhuset bliver det professionelle maskinrum, hvor instruktører, skuespillerensemble, dramaturgiat og scenografer i et individuelt forløb hjælper med at udvikle fortællingerne.

KGL Dansk løber foreløbigt over to år med ansøgningsfrist to gange årligt.