Sikkerhedsstyrelsen gennemfører en kontrolkampagne af opladere i Danmark. Det skyldes flere frivillige tilbagekaldelser, og at for mange opladere fejler i stikprøvekontroller. Styrelsen beder samtidig virksomhederne om at stramme op.
Vi bruger dem alle sammen – opladerne. Til mobilen, til tabletten og til legetøjet. Og forbrugerne skal kunne stole på, at opladerne er sikre. Sikkerhedsstyrelsen oplever flere frivillige tilbagekaldelser af opladere.Det drejer sig primært om opladere, der kan give elektrisk stød – og opladere, der kan overophede og dermed være årsag til kraftig varmeophedning og eventuelt bryde i brand. Sikkerhedsstyrelsen har derfor valgt at starte en kontrolkampagne af opladere på det danske marked.
– Det er virksomhedernes ansvar, at de opladere, der sælges i Danmark, er sikre. Der er desværre noget, der tyder på, at alt for mange virksomheder ikke lever op til det ansvar. Derfor går vi nu i gang med en kontrolindsats, siger Mette Cramon, kommunikationschef i Sikkerhedsstyrelsen.
Sikkerhedsstyrelsen har løbende kontrolleret området. Senest i 2013, hvor 50 opladere blev testet. Det førte til, at 13 blev trukket tilbage fra butikkerne – og i 5 tilfælde blev der givet påbud om tilbagekaldelse fra forbrugerne. En stikprøvekontrol i Sverige har i sommer vist, at mange af de populære opladere på det svenske marked ikke overholder lovgivningen.
I forbindelse med den kommende kontrolkampagne i Danmark opfordrer styrelsen også forbrugerne til at henvende sig, hvis de har oplevet hændelser med deres opladere.
– Vi vil gerne opfordre folk til at kontakte os, hvis de har oplevet elektrisk stød eller overophedning i forbindelse med brug af deres opladere. Samtidig vil vi opfordre til, at man går ind på vores hjemmeside sik.dk og søger på farlige produkter. Her kan man altid se, hvilke opladere, der har vist sig ikke at være i overensstemmelse med sikkerhedskravene, samt hvilke der er blevet tilbagekaldt fra det danske marked, forklarer Mette Cramon.
[otw_shortcode_info_box border_type=”bordered” border_color_class=”otw-black-border” border_style=”bordered” shadow=”shadow-down-right”]Det kan du selv gøre
– Brug en oplader, som passer til det, der skal lades op.
– Tjek at stik og ledning ikke har synlige skader, før du tilslutter opladeren.
– Læg ikke opladeren på et brandbart underlag, fx i sofaen eller sengen.
– Dæk ikke opladeren til, så den bliver overophedet.
– Tjek, at opladeren ikke bliver meget varm under opladningen.
– Lad ikke op om natten, hvor du ikke kan holde øje med opladeren.
[/otw_shortcode_info_box]