En 41-årig mand fra Odense er blevet varetægtsfænglet i fire uger, sigtet for i fire tilfælde at påsætte brande i Odense. Manden er også blevet sigtet i en sag om blufærdighedskrænkelse.
Odense har siden sommeren 2015 være ramt af omkring 20 påsatte brande. Det er fire af disse brande, den 41-årige er sigtet for at have påsat. Blandt andet to brande i lokalerne ved Dyrup Kirke i december måned 2015.
Efterforskningsleder Henrik Justesen siger om den fortsatte efterforskning af de mange brande:
-Vi ved ikke lige nu, om den 41-årige mand kan knyttes til de øvrige brande, der har været i Odense. Det skal vi nu bruge de kommende uger på at undersøge. Men vi håber selvfølgelig, at vi med dagens varetægtsfængsling har fået et vigtigt gennembrud i efterforskningen, siger Henrik Justesen.
Den 41-årige blev anholdt torsdag torsdag eftermiddag og fredag blev han så fremstillet i grundlovsforhør ved Retten i Odense. Grundlovsforhøret blev holdt for lukkede døre, og derfor har anklager Jacob Thaarup ikke nogen kommentarer til sagen.
Den anholdte har indtil nu nægtet sig skyldig.