Det var en samlet blå blok, der torsdag stemte for landbrugspakken – samme pakke, som har fået et flertal i folketinget – herunder De Konservative – til at udtrykke mistillid til Landbrugs- og fødevareminister Eva Kjer Hansen.
De Konservatives mistillid til ministeren betød, at Statsminister Lars Løkke Rasmussen i tirsdags indkaldte til krisemøde i blå blok. Her skal han have truet med at udskrive valg. Konservative fastholdt deres mistillid til ministeren og efter knap tre timers krisemøde smuttede Statsminister Lars Løkke Rasmussen uden at tale med pressen. Først godt 17 timer senere sagde han på et pressemøde, at der igen ville blive indkaldt til møde onsdag eftermiddag i blå blok.
Efter onsdagens møde blev det meldt ud, at regeringen og dens støttepartier ville stemme for landbrugspakken og derefter gå i gang med forhandlinger om en tillægspakke. De Konservative holdt efterfølgende fast i, at man fortsat ikke havde tillid til Eva Kjer Hansen.
Efter folketingets vedtagelse af Landbrugspakken i dag, mødes partierne i blå blok så til forhandlinger om tillægspakken og i et forsøg på at få klinket skårene i det noget knuste forhold i blå blok. Men De Konservative har sagt, at de ikke vil forhandle, hvis Eva Kjer Hansen sidder med ved bordet.
Afstemning om mistilldsvotum i næste uge
Rød blok fremsatte i dag officielt et mistillidsvotum til ministeren og afstemningen kommer til at foregå i folketingssalen på onsdag. Et mistillidsvotum som De Konservative har meldt ud, at de agter at stemme for.