Prinsesse Marie solgte suppe til fordel for verdens fattigste kvinder

af

Suppen blev revet væk. Allerede efter en time kunne der meldes for udsolgt. Foto: Mikkel Østergaard.
Suppen blev revet væk. Allerede efter en time kunne der meldes for udsolgt. Foto: Mikkel Østergaard.
H.K.H. Prinsesse Marie valgte mandag at dele sin tid med verdens fattigste kvinder ved at sælge suppe i Torvehallerne i København. Samtidig blev der sat fokus på Folkekirkens Nødhjælps årlige landsindsamling, der i år falder søndag den 13. marts.

Det vakte stor begejstring blandt de handlende, da H.K.H. Prinsesse Marie mandag mødte op i Torvehallerne i København for at sælge suppe til fordel for verdens fattigste kvinder.

Suppen havde Prinsessen forinden været med til at tilberede sammen med kvinder fra den socialøkonomiske virksomhed ”Send flere krydderier”, mens Torvehallerne havde doneret råvarerne.

Arrangementet var et samarbejde med Folkekirkens Nødhjælp, som Prinsesse Marie er protektor for, og dagens formål var at gøre opmærksom på organisationens årlige landsindsamling, der i år falder den 13. marts. Her samles ind til kvinder og børn i verdens fattigste lande, da de er særligt udsatte, når krig og konflikter sender millioner af mennesker på flugt, når oversvømmelser forårsager død og ødelæggelse, og når den langvarige tørke fører til sultkatastrofe.

– Det er vigtigt at dele med andre, der ikke har så meget. Tid er noget, vi alle kan dele, forklarede Prinsesse Marie til spørgsmålet om, hvorfor hun havde valgt at deltage i arrangementet.

This slideshow requires JavaScript.