Tre personer dømt for vold i kolonihave

af

Retten i Horsens har i dag afsagt dom i en sag vedrørende vold og trusler i Haveforeningen Pilevænget i Horsens. Blandt de dømte er en 47-årige mand, som retten ikke mente handlede i lovlig nødværge.

Sagen, der har været behandlet som en domsmandssag ved Retten i Horsens, blev behandlet over to dage. Det afgørende spørgsmål under sagen var, hvorvidt den 47-årige mand havde handlet i selvforsvar, da han slog en 41-årige mand og en 33-årige kvinde med et baseballbat.

Episoden fandt sted den 28. august 2015 sent om aftenen.

Den 47-årige og hans kæreste var på besøg hos et andet par i haveforeningen. Under dette besøg blev de fra nabohaven truet på livet af den 41-årige mand, der danner par med den 33-årige kvinde. Han truer blandt andet med at slå den 47-årige, hans kæreste og deres børn ihjel.

Senere på aftenen skulle den 47-årige og hans kæreste hjem til deres eget kolonihavehus. På vejen mødte de den 41-årige mand, der havde medbragt et baseballbat på sin aftentur. Det udviklede sig til tumult mellem den 41-årige mand og den 47-årige mand. Den 41-årige mand slog herunder den 47-årige mand en gang på armen med baseballbattet. De to herrer endte inde i en have, hvor den 47-årige fik battet fra den 41-årige. Den 47-årige mand slog herefter den 41-årige mand tre gange i hovedet med baseballbattet. Det medførte blødninger i hjernen.

Samtidig overfaldt den 33-årige kvinde den 47-årige mands kæreste, som blev slået og sparket flere gange på kroppen.

Episoden endte med, at den 47-årige mand slog den 33-årige kvinde to gange i hovedet med baseballbattet, hvilket medførte, at hun fik kraniebrud og blødninger i hjernen.

Baggrunden var angiveligt uoverensstemmelser mellem parterne, der tidligere havde været venner.

Det afgørende spørgsmål i retten var, om den 47-årige mand havde handlet i selvforsvar.

– Det var min vurdering, at der ikke var tale om, det der hedder nødværge, og retten afviste da også dette synspunkt, siger anklager Jesper Rubow.

Dn 47-årig mand fik et års fængsel, den 41-årige mand fik 60 dagens fængsel og den 33-årige kvinde fik ligeledes 60 dages fængsel.

Den 47-årige mand skal desuden betale 41.102 kr. til den 33-årige kvinde og 37.218 kr. til den 41-årige mand i erstatning. Den 47-årige mand og 41-årige mand blev dømt for grov vold, mens den 33-årige kvinde blev dømt for almindelig vold.

Arkivfoto: Rolf Larsen
Arkivfoto: Rolf Larsen