Søndag aften omkring kl. 18.45 blev der konstateret ild i en tom fabriksbygning på Thorsvej i Ringsted. Det skriver Netavisen Sjælland.
Politi og brandvæsen blev sendt til stedet, hvor store dele af bygningen stod i flammer og der udvikledes en kraftig røgfane fra branden, som kunne ses på mange kilometers afstand.
– På nuværende tidspunkt vurderes denne røg at være så fortyndet, at den ikke skønnedes at være farlig for omboende. Borgere, der føler sig generet af røgen, opfordres naturligvis til at lukke døre og vinduer, mens slukningen pågår, oplyser vagtchef hos Midt- og Vestsjællands Politi Lars Galasz.
– Politiet kender ikke årsagen til branden, som vil blive efterforsket af politiets brandteknikere i de kommende dage, oplyser vagtchefen.
Brandvæsnet forventes at skulle fortsætte slukningsarbejdet resten af aften.