Brandmand overfaldet på asylcenter

af

En brandmand blev i nat overfaldet på Asylcentret i Østrup ved Års.

Kort før klokken fire gik brandalarmen på asylcentret i gang og da brandvæsnet nåede frem, var der slagsmål på stedet, ligesom brandfolkene havde vanskeligt ved at få folk ud.

– Der var generelt en ond stemning på stedet, oplyser vagtchef hos Nordjyllands Politi Henrik Beck.

Udover brandmanden blev også en medarbejder på asylcenteret udsat for vold.

Tre beboere fra asylcentret blev anholdt og indbragt til detentionen i Aalborg. To af de anholdte bliver sigtet for vold, når de bliver ædru, mens den 3. skal sigtes for overtrædelse af Ordensbekendtgørelsen, idet han skabte voldsom uro på stedet. De tre anholdte er hhv 15, 16 og 17 år

Det viste sig i øvrigt at brandalarmen var falsk.