Ifølge Coops analysechef Lars Aarup viser tendensen viser, at vi bevæger os væk fra at købe store mængder billigt kød og hen imod mindre mængder af god kvalitet.
– Ser vi på hakket oksekød, skete der en fordobling af salget fra 2001 til 2011. I den periode var stenalderkost og proteiner på dagsordenen. Men herefter er kurven fladet ud, og noget kunne tyde på, at vi er i gang med et fald i salget, siger han til Søndagsavisen og fortsætter:
– De intentioner om mindre kød, der bliver udtrykt i undersøgelser, hvor danskerne siger, at de spiser mindre kød, ser vi også tegn på i virkeligheden. Mange vil gerne spise mindre kød og er nysgerrige på mad uden kød.
Interessen afspejles i supermarkedernes køle- og frysediske, hvor der er kommet flere veganske varer at vælge imellem. Ikke mindst flexitarians, som indimellem skifter kød ud med ’ikke-kød’ er interesserede i bøffer, pølser, kebab, fileter og hakkede vegetarprodukter lavet på soya-, hvede- og svampeprotein eller tofu.
Supermarkederne er nemlig hurtige til at fange nye trends, siger madsociolog fra Professionshøjskolen Metropol Jon Fuglsang.
– Supermarkederne vil gerne virke fremme i skoene og som foregangssteder i forhold til konkurrenterne – særligt når det gælder bæredygtighed. Så de prøver at fange nye trends.