Roskilde: To mænd anholdt for driveby-skyderi

af

To mænd, som politiet mistænker for at være gerningsmændende til et driveby-skyderi i Ringstedgade den 12. maj, er blevet anholdt og varetægtsfængslet.

Ved skyderiet blev en 26-årig mand fra Hvalsø ramt af flere skud.

De to mænd blev anholdt i nat i et sommerhus på Falster af Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi.

Der er tale om en 22-årig mand med bopæl i København og en 23-årig mand med bopæl i Roskilde. De var blevet set af naboer i et sommerhusområde, hvor man havde indkvarteret sig sammen med en tredje person, som ikke har tilknytning til skyderiet i Roskilde.

Naboerne fandt deres tilstedeværelse i sommerhuset mistænkelig og kontaktede politiet.

Den 22-årige og den 23-årige blev onsdag eftermiddag fremstillet i grundlovsforhør ved Retten i Roskilde og her besluttede dommerne at varetægtsfængsle den 22-årige frem til den 26. maj, mens den 23-årige blev varetægtsfængslet til 9. juni.

Den tredje anholdte er blevet løsladt efter endt afhøring og var ikke fremstillet i grundlovsforhør.