Mand med banderelation dræbt i knivstikkeri

Foto: Rigspolitiet
Foto: Rigspolitiet
Et medlem af bandegrupperingen Black Army blev onsdag aften knivstukket og dræbt på Vestergade i Vejle.

Der er, ifølge Sydøstjyllands Politi, tale om en 31 årig mand fra Odense med tilknytning til grupperingen Black Army.

Knivstikkeriet fandt sted omkring kl. 19.45 og politiet sendte strak patruljer til stedet og ofret blev kørt til sygehuset, hvor han kort tid efter blev erklæret død.

Onsdag aften arbejdede politiets teknikere og efterforskere på stedet og området blev undersøgt med hunde, samtidig med, at der blev afhørt vidner.

På baggrund af den dræbtes identitet, vil Sydøstjyllands Politi ikke udelukke at knivstikkeriet har afsæt i den pågældendes relation til bandemiljøet. Sydøstjyllands Politi har derfor iværksat en række politimæssige foranstaltninger for at forebygge at situationen udvikler sig.

En af disse foranstaltninger har været med hjælp fra Fyns politi at standse og overvåge trafikken på Lillebæltsbroerne i en periode. Det kan ikke udelukkes, at tiltag af den samme karakter vil blive anvendt igen og Sydøstjyllands Politi beklager eventuelle ulemper for borgerne.

Sydøstjyllands Politi er også massivt tilstede skiftende steder i Vejle og andre steder, både som følge af efterforskningen og for at forebygge hændelser i miljøet. Politiet hverken kan eller vil oplyse, hvor længe denne forebyggende foranstaltning vil finde sted.