Politiinspektør chokeret: 172 sigtelser ved populært bil-arrangement

Ikke mindre end 172 sigtelser, deraf 16 betingede frakendelser var resultatet, da Syd- og Sønderjyllands Politi gennemførte en målrettet indsats på vejene omkring Padborg Park ved arrangementet ”Danmarks hurtigste bil”.

Syd- og Sønderjyllands Politis færdselsafdeling havde til lejligheden fået assistance af videooperatører fra andre kredse i Jylland og på Fyn.

Foto: Rigspolitiet.
Foto: Rigspolitiet.

-Jeg må indrømme, at jeg er en anelse chokeret, selv om jeg har set meget i min tid, siger lederen af færdselsafdelingen, vicepolitiinspektør Knud Reinholdt. Der blev kørt endda rigtigt hurtigt ude på de veje, hvor ganske almindelige familier også færdedes i weekenden.

Ikke mindst motorcyklerne lå langt over det acceptable – ofte med hastigheder på mere end 150 km/t og i enkelte tilfælde over 200 km/t og det på almindelige landevej.

Positivt var det, at ”kun” en spiritusbilist (knallert) blev sigtet. Det vidner lidt om, at man valgte ikke blande spiritus og kørsel sammen.

Det samlede resultat fredag, lørdag og søndag blev 160 sigtede, der generede i alt 172 sigtelser som bl.a. tæller 41 ovtrædelser af hastigheden på motorvejen (130 km/t), heraf 13 betingede frakendelser, 27 overtrædelser på motorvejen (110 km/t), heraf 2 betingede frakendelser, 31 overtrædelser på landevej (80 km/t), heraf 1 betinget frakendelse, 6 der kørte for tæt, 12 mobilsnakkere samt 15 for manglende brug af sikkerhedssele.

I et tilfælde havde føreren af køretøjet venstre ben ud af sideruden hen over det udvendige sidespejl! Det kan ende med en betinget frakendelse, oplyser politiet.