Emre Mor er i dag blevet solgt til tyske Borussia Dortmund.
Den 18-årige angriber debuterede i Superligaen for FC Nordsjælland i november sidste år.
Siden har han valgt at stille op for Tyrkiet ved EM i fodbold – som er med i slutrunden, der starter på fredag.
Efter sommeren rykker han så til Borussia Dortmund på en fem-årig kontrakt.
Hos FC Nordsjælland er man glade for det unge talents fremtidsudsigter:
– Der skal lyde et kæmpe stort tillykke til Emre med dette skifte, det er noget som alle, i og omkring FCN kan være stolte over. Der er blevet ydet en super indsats, hvor vores kultur har været rigtig stærk. Det er flot, at vi kan tiltrække talenter med Emre’s kvaliteter til vores akademier, og bringe dem videre ud til de største klubber i Europa. Denne aftale vil stå som den bedste i klubbens historie, og er selvfølgelig ganske unik, for ellers havde vi ikke solgt før EM-slutrunden, siger FCNs sportschef Carsten V. Jensen til klubbens hjemmeside og fortsætter:
– Ingen har været i tvivl om, at Emre besidder nogle kvaliteter, som vi meget sjældent ser i den danske liga og vi skal være glade for, at have haft muligheden for at se og opleve dem på tætteste hold. Vi tror på, at dette vil være det rigtige skifte for Emre, da Dortmund har fulgt ham igennem længere tid og har fremlagt en god plan for Emre, således at han kan forsætte med, at udvikle sine færdigheder og blive en endnu mere komplet spiller. Vi vil med stolthed følge ham tæt i fremtiden, og ønsker ham al det bedste.
FCN oplyser, at klubberne har lavet en aftale om ikke at oplyse salgsprisen af Emre Mor.