Lars Løkke: Et trist resultat for Europa

af

 Foto: Statsministeriet.
Foto: Statsministeriet.
Statsminister Lars Løkke Rasmussens lægger ikke skjul på, at han er skuffet over resultatet af den britiske folkeafstemning:

– Vi må respektere det valg, som et flertal i den britiske befolkning har truffet. Jeg vil samtidig ikke lægge skjul på, at jeg synes, at det er et meget trist resultat for Europa og for Danmark. Det er nu op til den britiske regering at fastlægge den videre vej for Storbritannien. Jeg håber, at Storbritannien fortsat ønsker at bevare tætte relationer til EU.

Lars Løkke Rasmussen mener ikke, at Danmark skal trække sig ud af EU:

– Det britiske afstemningsresultat rokker ikke ved, at Danmark hører hjemme i EU. EU er Danmarks bedste mulighed for at påvirke den verden, vi på godt og ondt er en del af. Vi kan gøre nogle ting bedre alene, men vi er stærkere sammen. Danmark og dansk økonomi er dybt afhængig af det europæiske fællesskab.

– De seneste tre folkeafstemninger i Storbritannien, Nederlandene og Danmark skal give anledning til eftertanke og handling. I befolkningerne eksisterer der en skepsis mod EU. Det må vi som beslutningstagere i EU tage meget alvorligt, siger Lars Løkke Rasmussen og fortsætter:

– Det kræver en ekstraordinær indsats at genvinde borgernes tillid og opbakning til det europæiske samarbejde. EU skal fokusere på de store problemer, som optager Europas befolkninger, men holde sig fra områder, hvor medlemsstaterne kan gøre det bedre selv. Jeg vil nu afvente den britiske regerings udmelding om, hvad Storbritannien nu agter at gøre. Og så ser jeg frem til at diskutere situationen med mine europæiske kolleger på EU-topmødet i næste uge.