Nu er dommen faldet: Uberkørsel var ulovlig taxikørsel

,

af

Arkivfoto: DayronV / Pixabay
Københavns Byret har i dag idømt seks Uberchauffører bøder på mellem 2.000 kr. og 6.000 kr.

Seks Uberchauffører stod i dag tiltalt for at have kørt taxikørsel uden tilladelse, uden førerkort og kørekort til erhvervsmæssig personbefordring i en bil, som ikke var godkendt og registreret til taxikørsel.

De tiltalte nægtede sig skyldige, idet de navnlig gjorde gældende, at kørsel med personer, som de kom i kontakt med via Ubers app, var samkørsel, der ikke var ulovlig efter reglerne om taxikørsel.

Men den udlægning var byretten ikke enig i.

For at kunne kaldes samkørsel og dermed være lovlig, må der ikke betales for andet end de faktiske udgifter. Men i retten blev prisen for kørsel med Uber fremlagt til ni kroner pr. kilometer, samt basisgebyr på 20 kroner og minuttakst på 2,25 kr.

Retten fandt bl.a. at betalingen for kørsel med Uber var højere end de faktiske udgifter til f.eks. benzin, og der derfor således ikke var tale om samkørselsarrangement i bekendtgørelses forstand, som forsvaret gjorde gældende under sagen.

I alle 6 sager fandt en enig domsmandsret det bevist, at de tiltalte havde haft passagerer, som havde bestilt tiltalte til kørsel via Uber-app, og som dermed skulle betale for kørslen efter Ubers takster.

Desuden fandt retten, at kørslen var sket i et køretøj, som ikke var godkendt og registreret til taxikørsel.