Stadig intet spor af far, mor og søn

ars Kragh, Jørgen Kragh og Kirsten Kragh efterlyses af Østjyllands Politi. Foto: Politiet.
ars Kragh, Jørgen Kragh og Kirsten Kragh efterlyses af Østjyllands Politi. Foto: Politiet.

I går efterlyste Østjyllands Politi et forældrepar og deres 42-årige søn. I dag har man endnu ikke fundet dem.

Efterlysningen kom efter pårørende var blevet urolige over ikke at kunne komme i kontakt med dem og lørdagens efterlysning har også genereret nogle henvendelser, som politiet nu arbejder videre med. Men der er på nuværende tidspunkt ikke noget afgørende nyt i sagen, oplyser Østjyllands Politi.

Ransagede sønnens bopæl
Politiet har ransaget den 42-årige søn, Lars Kraghs, bopæl i Uggelhuse, og de foreløbige resultater af de undersøgelser gør, at politiet deler de pårørendes bekymring og frygter, at der kan være sket de tre personer noget.

Hvad det præcis er, politiet har fundet, vil Østjyllands Politi ikke oplyse.

I efterlysningen fra i går efterlyses forældrenes bil, en koksgrå VW Golf med reg. nr. BG 20 671.

Østjyllands Politi hører fortsat meget gerne fra borgere, der måtte have viden om de tre personers færden. Oplysninger i sagen kan gives til Østjyllands Politi på telefon 8731 1448 eller til nærmeste politi på telefon 114.