Tyrkiet: Danske soldater i god behold

af

Alle danske soldater ved den tyrkiske Incirlik-flybase er i god behold. Det meddeler Værnsfælles Forsvarskommando.

Det danske personel ved den tyrkiske flybase Incirlik er i god behold, og soldaterne har ikke været direkte påvirket af det seneste døgns hændelser i Tyrkiet, hedder det i en pressemeddelelse fra Værnsfælles Forsvarskommando.

Chefen for F-16-kampflybidraget, oberst Peter Johan Bødker, fortæller, at de danske soldater forholder sig i ro og følger nyhederne tæt:

– Ved det danske F-16-bidrag på Incirlik Air base her i Tyrkiet har vi fulgt hændelserne omkring forsøget på militærkup hen over natten, men der har heldigvis været roligt her på basen. Alle danskere har det godt, og de danske F-16-fly er på jorden. I øjeblikket afventer vi, at der falder ro på begivenhederne. De fleste danskere er samlet i vores danske lejr, hvor vi følger med i nyhederne, fortæller oberst Peter Johan Bødker.