Islamisk Stat påtager sig skylden for økseangreb i tog

Islamisk Stat påtager sig skylden for et angreb i et tysk regionaltog mandag, hvor en 17-årig dreng gik amok med en økse.

Fire personer blev alvorligt såret under økseangrebet, der foregik i toget mellem Treuchtlingen og Würzburg i det sydlige Tyskland,

Den 17-årige dreng skal have råbt “Allah er stor” mens han huggede ud efter medpassagerne i toget, inden han blev skudt og dræbt af politiet.

På drengens værelse blev der efterfølgende fundet et hjemmelavet flag for Islamisk Stat.

Nyhedsbureauet Amaq, der betegnes som talerør for Islamisk Stat, hævder, at den 17-årige er soldat i Islamisk Stat. Der florerer også en video med den 17-årige, hvor han siger, at han vil udføre et selvmordsangreb.