En 53-årig mandlig buschauffør blev kort før midnat natten til fredag udsat for vold.
Østjyllands Politi oplyser, at det var en uoverensstemmelse med nogle passagerer om betaling af billet ved Tingvej i Hornslet, der udløste volden.
Buschaufføren blev slået i hovedet af en passager, da chaufføren havde nægtet ham og to af hans kammerater adgang i bussen.
Herefter var de tre personer kørt fra stedet i en taxa.
Det lykkedes politiet at finde taxaen, som blev standset på Vesterbro Torv i Aarhus. I taxaen sad tre passagerer på henholdsvis 30, 18 og 14 år, der alle blev anholdt eller for den 14-åriges vedkommende, tilbageholdt.