Ambulanceselskabet BIOS, som indtil nu har stået for ambulancekørslen i Region Syddanmark, er konkurs.
Region Syddanmark valgte mandag at indgive en konkursbegæring mod ambulanceselskabet BIOS, og i dag har Skifteretten i Odense valgt at følge regionens begæring og har erklæret virksomheden konkurs.
Skifteretten har derfor udstedt et konkursdekret. Skifteretten har udpeget to kuratorer – det bliver henholdsvis Jan Bruun Jørgensen fra advokatfirmaet Andersen Partners og Henrik Selchau Poulsen, Bruun & Hjejle.
For at holde ambulancerne kørende i de områder af Region Syddanmark, som BIOS har dækket, er Region Syddanmark nu i dialog med kurator om at kurator viderefører ambulancedriften som hidtil. Videreførslen af ambulancedriften sker for regionens regning.
– Vores første prioritet er at holde ambulancerne kørende i denne overgangsfase. Efter aftale med kurator vil vi senere i dag holde møder med ledere og tillidsrepræsentanter i BIOS, så vi kan komme i direkte dialog med dem om, hvordan vi håndterer denne vanskelige situation. I morgen og på fredag vil der blive inviteret til møder med alle medarbejdere, siger regionsrådsformand Stephanie Lose (V).
Leder-mødet blev holdt klokken 17 i Kolding og en time sener var tillidsrepræsentanterne inviteret til møde sammen sted.
Regionen vil selv stå for ambulancedriften
Allerede onsdag besluttede et stort flertal i regionsrådet, at Region Syddanmark vil hjemtage ambulancedriften og etablere en permanent regional drift af ambulancetjeneste på Fyn, i Sydvestjylland og i Sønderjylland. Responce vil fortsat køre ambulancerne i Trekantområdet.
Første skridt i denne proces er, at Region Syddanmark nu vil gå i forhandlinger med kurator om, hvordan denne overdragelse kan finde sted.
Løn til redderne i juli
Omkring løn til redderne er regionen i dialog med kurator om, at kurator anmoder Lønmodtagernes Garantifond om en straksudbetaling af juli-lønnen. Fonden kan muligvis ikke nå at gennemføre en udbetaling inden udgangen af måneden. Hvis det er tilfældet, vil regionen arbejde på en løsning, hvor kurator i stedet forudbetaler acontoløn for august inden udgangen af juli.

