To ud af tre tjekker ind på usikre hotspots i udlandet

, ,

af

StockSnap / Pixabay
StockSnap / Pixabay

De findes på hoteller, på campingpladser, på cafeer, i busser, på togstationer og på offentlige steder. De trådløse wifi-netværk er i dag allestedsnærværende på stort set alle rejsedestinationer, og danskerne flokkes om dem ifølge en ny undersøgelse fra Deloitte. Her siger hele 65 pct. af databrugerne, at de vil købe adgang til udenlandske netværk eller finde gratis hotspots i løbet af ferien. Men få tjekker deres sikkerhedsindstillinger forinden.

– Trådløse wifi-netværk er efterhånden blevet en helt naturlig del af vores sommerferie, hvor vi jo typisk har smartphonen med overalt. Det er naturligvis dejligt, at man nemt og hurtigt kan komme på internettet, men det kræver altså, at man er ekstra omhyggelig med sikkerheden, siger cyberspecialist i Deloitte Kim Schlyter.

Logger man på et offentligt tilgængeligt wifi-netværk uden den nødvendige sikkerhed, er det ekstremt let for hackere at tilgå ens personlige data ifølge Kim Schlyter:

– Faren ved wifi-netværk er, at en cyberkriminel potentielt kan overtage et hotspot. Sker det, risikerer man som bruger at blive flyttet til en hjemmeside, hvor man pludselig skal registrere data fra eksempelvis sit kreditkort. Der er også risiko for, at ens telefon eller computer får virus eller malware, eller at nogen er med på en ’lytter’, hvis man fx logger på sin netbank.

Det er derfor vigtigt at tage sine forholdsregler, inden man logger på et offentligt tilgængeligt netværk. Det gælder uanset, om man har betalt for adgangen eller har fundet det gratis på feriedestinationen.

– Inden man logger på, skal man huske at gå ind og sætte sine sikkerhedsindstillinger til højeste niveau. Man skal også huske at slå den automatiske login-funktion fra, så man selv bestemmer hvilke netværk, man tilgår. På den måde undgår man, at andre mennesker skaffer sig adgang til ens personlige data som for eksempel bankoplysninger, koder eller private emails, siger Kim Schlyter.

Det er dog ikke alle danske turister, der bruger de offentlige netværk. I undersøgelsen siger 36 pct., at de enten vil få data gennem deres normale teleselskab, købe et taletidskort eller medbringe en særlig router. En god og sikker løsning, mener Kim Schlyter:

– Det er klart mest sikkert at hente data direkte gennem teleselskabet, alternativt med et udenlandsk taletidskort eller en medbragt MiFi-router. Her slipper man helt for at bevæge sig ud på de offentlige netværk, som er forbundet med stor usikkerhed. Det er en dyrere, men også langt sikrere løsning.

64 pct. af danskerne siger i undersøgelsen, at de sjældent eller aldrig tjekker deres sikkerhedsindstillinger.