Seruminstituttet advarer: Rejs ikke herhen i USA hvis du er gravid

,

af

Arkivfoto: Unsplash / Pixabay

Er du gravid – eller påtænker du at blive det? – og skal du en tur til USA? så er det en god idé, at tjekke Statens Serums Instituts seneste advarsler og anbefalinger om Zikavirus.

De amerikanske sundhedsmyndigheder har meddelt, at der fra staten Florida i USA er rapporteret om tilfælde af zikavirus-infektion hos indtil videre 14 personer, som formentlig alle er blevet smittet ved stik af lokale Aedes-myg. De pågældende personer har ikke været på rejse til områder med kendt forekomst af zikavirus, og har heller ikke haft seksuel kontakt med personer, som kan være smittet med zikavirus. Derfor antages det, at er sket ved stik af lokale Aedes-myg. Den vigtigste myggevektor for zikavirus, Aedes aegypti, findes lokalt i Florida.

De rapporterede zika-tilfælde er konstateret i Miami i den sydlige del af Florida og man har har senest identificeret et specifikt område i den nordlige del af Miami by kaldet Wynwood. Myndighederne i USA følger siuationen tæt og man mener, at smitten med zikavirus er startet i ca. midten af juni. Man forventer, at se yderligere tilfælde i den kommende tid, da mygge-aktiviteten er høj i området.

Statens Serum Institut oplyser, at de amerikanske sundhedsmyndigheder har udsendt advarsel om, at særligt gravide kvinder og kvinder som påtænker at blive gravide bør undgå ophold i de berørte områder i Miami. Gravide kvinder, der har opholdt sig i Wynwood-området siden midten af juni, skal være særligt opmærksomme på muligheden for smitte. Dette gælder også deres seksualpartnere idet zikavirus kan overføres seksuelt.

Statens Serum Institut anbefaler endvidere, at danskere der enten planlægger rejse til Florida eller opholder sig i Florida følger med i udviklingen, da risikovurderingen kan ændre sig såfremt der findes smitte med zikavirus i andre områder. Dette er især relevant for kvinder, der er gravide eller påtænker at blive gravide, samt partnere til gravide kvinder.

Derudover gælder de sædvanlige anbefalinger for rejsende til områder med risiko for zikavirus, hvor alle rejsende, i videst muligt omfang må forsøge at undgå myggestik og dermed smitte med zikavirus.