Familie ramt af betonflise på motorvej var tysk

Foto: Fyns Politi
Foto: Fyns Politi

Fyns Politi mener nu at have identificeret de tre personer, der befandt sig i den bil, der tidligt søndag morgen blev ramt af en betonflise på den fynske motorvej.

Politiet formoder, at der er tale om en tysk familie – en 36-årig mand og formentlig dennes hustru samt en dreng på 5 år.

Manden var fører af bilen. Han er svært tilskadekommen, men umiddelbart uden for livsfare.

Kvinden, der sad på bagsædet bag føreren, blev dræbt på stedet. Barnet var fastspændt på bagsædet og umiddelbart uden alvorlige fysiske skader.

Personale fra Odense Kommune har dagen i gennem taget sig af barnet på Odense Universitetshospital. Nu har personale fra det tyske konsulat overtaget opgaven, indtil pårørende når frem. Først når de er fremme og har genkendt familien, kan Fyns politi med sikkerhed endelig fastslå de tilskadekomne og den dræbtes identitet.

Underretningen af de pårørende i Tyskland er foregået via Interpol og det tyske politi.

Efterlyser vidner
Fyns Politi efterlyser fortsat vidner, der har set noget konkret i området ved motorvejsbroen Langesøvej over den fynske motorvej natten til søndag. Der efterlyses ligeledes ejere til de betonfliser, der blev smidt ned på motorvejen.