Tandlægeturisme bliver ved tanken

Fyldninger, rodbehandlinger, kroner, broer, implantater, tandregulering, paradentose og genstridige visdomstænder. Det er ikke bare smertefuldt at gå til tandlægen, det kan også hurtigt blive en bekostelig affære. Tager man til udlandet for at gå til tandlægen, kan der være mange penge at spare. Alligevel vælger 95 pct. at blive hjemme. Det viser nye tal fra Deloitte.

– Der er ingen tvivl om, at man kan spare mange penge på den korte bane ved at få behandlet sine tænder udlandet. Er der ligefrem tale om større behandlinger eller operationer, kan man nemt få et par ugers ferie oveni for besparelsen alene, siger partner i Deloitte Sten Peters.

Selvom der er penge at spare ved at rejse til udlandet og få lavet tænder dér - så bliver de fleste hjemme. Arkivfoto: Erik Christensen (CC BY-SA 3.0).
Arkivfoto: Erik Christensen (CC BY-SA 3.0).

Selv om det umiddelbart kan give god mening rent økonomisk at tage til udlandet, vælger hovedparten af danskerne det fra. Ifølge Sten Peters er det især tryghed, der får os til at blive hjemme:

– Hvis vi blot tænkte i penge, ville tandlægeturismen for længst være sat i system, og vi ville se en lang række pakkerejser med tandbehandling og tropesol. Rent praktisk kunne det sikkert fungere helt fint, men vores vaner og tryghed forhindrer os i at gøre det. Vi er simpelthen bange for, at kvaliteten i udlandet ikke er i orden.

Heller ikke i Danmark er vi ivrige efter at finde billigere behandlinger. Kun 9 pct. har indhentet tilbud hos andre tandlæger for at få en bedre pris.

– Når vi fx hyrer en tømrer, er vi vant til at indhente flere tilbud, men sådan fungerer det ikke, når det handler om vores tænder. Her stiller vi sjældent spørgsmålstegn ved prisen, hvilket vidner om, at tilliden til sundhedsvæsenet og i særdeleshed vores tandlæge fortsat er enorm, siger Sten Peters.

Selv om danskerne altså vægter trygheden højest, når tænderne skal ordnes, kan danske tandlæger dog langt fra vide sig sikre, mener Sten Peters.

– Ud over de 5 pct., der allerede har fået foretaget tandbehandlinger i udlandet, siger 12 pct., at de har haft det i overvejelserne. Samtidig vil der sandsynligvis ske det, at flere tandlæger fremover samler sig i større klinikker eller ligefrem tandlægekæder. Alt dette er med til at skabe mere transparens om både pris og kvalitet.

Det er især syddanskerne, der har kastet sig ud i tandlægeturismen. Her siger næsten hver tiende, at de har været i udlandet, hvilket ikke mindst skyldes de mange dansktalende tandlæger i Nordtyskland.