Vi bliver tilskuere, når vi ser overfald

Hver femte dansker ville hverken gribe ind fysisk, verbalt eller løbe efter hjælp, hvis de var vidne til et overfald. Men stort set alle ville ringe til politiet. Det viser en undersøgelse, som YouGov har lavet for Søndagsavisen.

Eksperter kalder det bekymrende, at vi oplever overfald i det offentlige rum, hvor ingen griber ind, men undersøgelsen vidner om, at folk trods alt godt ved, hvad der er det rigtige at gøre.

– Når vi sidder bag computeren som privatpersoner, ved vi godt, hvad vi bør gøre, men når vi står i situationen, kan vi blive kollektivt lammede, siger Vincent F. Hendricks, der er professor på Københavns Universitet og tidligere har været med til at foretage forsøg om folks adfærd i det offentlige rum til Søndagsavisen.

Flere sager har på den seneste rystet danskerne, fordi ofre har oplevet, at deres medmennesker er gået forbi dem uden at gribe ind. Det gælder eksempelvis Rikke, der blev overfaldet på vej fra arbejde og efterfølgende delte sin historie på de sociale medier.

Hendricks forklarer, at vores manglende handling bunder i den såkaldte tilskuer­effekt. Det betyder, at hvis vi ser andre, der går forbi et overfald, eller andre, der observerer uden at handle, så har vi en tendens til at gøre det samme.

”Det kan nærmest være en ulempe at blive overfaldet et sted, hvor der er mange mennesker, fordi ansvaret anses som ligeligt fordelt på alle, der ser det – alle er ansvarlige, og dermed er ingen individuelt ansvarlig,” siger han.

Heldigvis ligger løsningen lige for, mener adfærdsforsker Pelle Guldborg Hansen.

”Forskning viser, at folk, der ved, at vi har en tendens til at blive en del af tilskuer­effekten, i lavere grad end andre bliver en del af den,” siger han.