
Når mobildækningen skal forbedres, er det vigtigt, at mobilselskaberne udbygger og forbedrer mobilnettet, men det er også vigtigt for dækningen, at forbrugerne er bevidste om, at antennekvaliteten har betydning.
– Undersøgelsen viser, at der kan opleves stor forskel i mobildækningen afhængig af hvilken mobiltelefon, man bruger. Det er en god idé, at forbrugeren spørger til antennekvaliteten, når man skal købe en ny mobiltelefon, siger energi-, forsynings- og klimaminister Lars Chr. Lilleholt og fortsætter:
– Jeg har fortsat fokus på, at mobildækningen i Danmark skal være bedre, og derfor stiller vi krav om, at mobilselskaberne skal skabe god dækning i de områder, der oplever dårlig dækning, når vi sælger mobilfrekvenser til selskaberne. Men denne undersøgelse viser, at forbrugerne også selv kan gøre noget ved at efterspørge en god antennekvalitet i mobiltelefonen, siger energi-, forsynings- og klimaministeren.
Aalborg Universitet har undersøgt antennekvaliteten på de 26 mest populære mobiltelefoner og 4 tablets i Norden for Energistyrelsen og telemyndighederne i Norge, Sverige og Finland samt Teleindustrien med støtte fra Nordisk Ministerråd.
– Jeg er glad for, at Energistyrelsen sammen med telemyndighederne i de andre nordiske lande og Teleindustrien har undersøgt antennekvaliteten på de mest solgte mobiltelefoner, siger Energi-, forsynings- og klimaministeren.
Fakta:
Antennekvaliteten har stor betydning for forbrugerens oplevelse af mobildækningen i områder med svag mobildækning. Det gælder især, når mobiltelefonen bruges til taletelefoni. Der er stor forskel på antennekvaliteten i mobiltelefonerne. Hvis der er svag mobildækning, der hvor man ofte bruger mobiltelefonen, vil dækningen ofte kunne forbedres ved at vælge en mobiltelefon med gode antenneegenskaber.
Undersøgelsen viser, at:
– Der er stor forskel på antennefølsomheden, når mobiltelefonerne benyttes til talekald.
– Man kan ikke konkludere, at én bestemt mobiltelefon er bedst. Det afhænger af, hvad man skal bruge telefonen til, og hvor man bruger den.
– Kroppen/hovedet og hænderne svækker mobilsignalet, fordi de skygger for antennen. Undersøgelsen viser også, at der for nogle mobiltelefoner er forskel på mobilsignalet afhængigt af, om den holdes i højre eller venstre hånd under samtale.
– Kvaliteten i mobilforbindelsen kan forbedres ved at formindske kroppens påvirkning. Det kan man for eksempel gøre ved at benytte headset – og særligt et trådløst headset, hvor mobiltelefonen kan placeres længere væk fra kroppen.
– Hvis mobiltelefonen især benyttes til data (facebook, browsing, mail), er der også mobiltelefoner, der fungerer bedre end andre, men betydningen er mindre end for taleopkald.
– Nogle mobiltelefoner har god antennekvalitet i alle de testede kombinationer af teknologi og frekvensbånd (2G, 3G, 4G) både for talekald og for dataoverførsler.
– Der er lille forskel på antennekvaliteten i tablets. Det betyder, at det er mindre kritisk for brugeroplevelsen, hvilken tablet man benytter.
Hele undersøgelsen kan læses her.


