Mand dømt for trusler mod politi og politiker

En 37 årig mand blev fredag eftermiddag fremstillet i grundlovsforhør for trusler mod en politiker og politiet.

Truslerne blev fremsat via Facebook og mail.

Da manden tilstod, fik han ved en såkaldt “straksdom” 6 måneders fængsel. Han blev endvidere varetægtsfængslet til afsoning af dommen kan finde sted. Dom blev modtaget, og den dømte protesterede ikke mod varetægtsfængsling.

– Jeg er meget tilfreds med, at sagen kunne afgøres med det samme, og at den dømte blev fængslet efter domsafsigelsen, udtaler senioranklager Janne Svärd og fortsætter:

– Dommen er et udtryk for, at trusler mod politikere og offentlige myndigheder tages meget alvorligt.