Skudsag ved fængsel: Politi offentliggør video

Foto: Fyns Politi.
Foto: Fyns Politi.

En fængselsbetjent ved Nyborg Statsfængsel blev i juli måned forsøgt dræbt ved skud og nu beder Fyns Politi om hjælp til at identificere gerningsmændene bag et indbrud, hvor flugtbilen blev stjålet.

Politiets ved nu, at bilen blev stjålet i forbindelse med et indbrud i Vissenbjerg dagen før skudepisoden. Det er en overvågningsvideo med gerningsmændene fra indbruddet, politiet nu offentliggør.

Politi ved også, at bilen dagen efter indbruddet blev anvendt til at transportere gerningsmændene bag skyderiet væk fra gerningsstedet ved Nyborg Statsfængsel. Der er tale om en Opel Astra med registreringsnummeret Z J 55 476.

-Det er en video af fire personer, der blandt andet stjæler nøglerne til bilen i forbindelse med indbruddet i Vissenbjerg. Vi offentliggør den nu i håb om, at nogen genkender de fire, der begik indbruddet mandag aften den 11. juli klokken 23.50 hos Barfod Transport, Trævænget 7 i Vissenbjerg, siger vicepolitiinspektør Henrik Justesen fra Fyns Politi.

På videoen ses de fire gerningsmænd under indbruddet, hvor de stjæler nøglerne til Opel Astraen. De tre mænd er maskerede, mens den fjerdes ansigt er synligt.

-Vi vil selvfølgelig gerne høre, hvis nogen kan genkende de fire på deres gang, kropsbygning, beklædning eller andre kendetegn. Vi ved ikke med sikkerhed, om de fire også står bag skudepisoden ved fængslet, men det er selvfølgelig nærliggende at tro, der er en sammenhæng, siger Henrik Justesen.

På gerningsstedet ved Nyborg Statsfængsel fandt politiet et patronhylster. De tekniske undersøgelser har afsløret, at der er efterladt DNA-spor, som politiet ikke har registreret i deres registre.

-Vi har stadig en fornemmelse af, at gerningsmændene skal findes i bandemiljøet, og vi efterforsker derfor både i forhold til Black Army og LTF (Loyal to Familia), siger Henrik Justesen.

Oplysninger i sagen kan gives tik Fyns Politi på telefon 114 eller på fyn@politi.dk