Bøde til pizzaria for ulovlig tobaksreklame

Et pizzaria i Vanløse skal betale 30.000 kroner for at reklamere ulovligt for tobak på hustandsomdelte menukort. Det sker efter, at Forbrugerombudsmanden anmeldte sagen til politiet.

I begyndelsen af juli sidste år blev der omdelt et menukort med den ulovlige tobaksreklame fra Pizza 73 til omkring 2.000 husstande i Vanløse.

Det er i strid med tobaksreklameloven, der forbyder alle former for tobaksreklame. Derfor politianmeldte Forbrugerombudsmanden pizzeriaet i november sidste år.

– Det er i vores klare interesse, at alle overholder forbuddet mod reklame for cigaretter og andre tobaksvarer. Det glæder mig derfor, at Pizza 73 erkender lovbruddet ved at vedtage bøden, siger forbrugerombudsmand, Christina Toftegaard Nielsen

Ifølge Tobaksreklamelovens § 3, stk. 1 er alle former for reklame for tobaksvarer forbudt.