Politiets Efterretnignstjenste PET giver op – dropper fogedforbud efter avis har udgivet hele bogen som særtillæg.
Dagbladet Politiken har idag udgivet hele bogen ‘Syv år for PET’ som særtillæg til deres søndagsudgave. Det skete selvom PET ved Københavns Byret ad to omgange havde fået nedlagt fogedforbud – først mod udgivelsen af bogen og derefter omtale af dele af bogen og oplæsning/aftryk af bogen.
Med Politikens særtillæg er det ikke længere praktisk muligt – hvis nogensiden – at opretholde fogedforbuddet.
PET oplyser, at man nu i stedet for fogedforbuddet vil vurdere, om der i forbindelse med bogudgivelsen foreligger brud på tavshedspligten (fra tidligere PET chef Jakob Sharfs side -red.).
Om baggrunden for at offentliggøre hele bogen skriver Politikens ansvharshavende chefredaktør Christian Jensen på Politiken.dk:
Normalt har denne avis tillid til retsvæsenets afgørelser, men i denne sag mener vi, at der er begået en fejl med vidtrækkende konsekvenser. I to dimensioner:
For det første griber fogedforbuddet direkte ind i de basale frihedsrettigheder, som vores åbne samfund og en fri presse hviler på.
For det andet fratages offentligheden muligheden for at føre en relevant samfundsdebat på baggrund af en bog, der lødigt og nøgternt føjer nye perspektiver til det stykke nyere danmarkshistorie, hvor terrorismen blev en del af vores fælles virkelighed.