De praktiserende læger har tidligere klaget deres nød over forsinkede og udeblevne patienter, men nu viser en YouGov-undersøgelse for Søndagsavisen, at lægerne måske bør starte med at se indad.
51 procent af danskerne oplever nemlig, at de oftere må vente på lægen, end at lægen kan tage imod dem til den aftalte tid.
– Det er for mange, og vi ser alvorligt på det. Jeg går ud fra, at lægerne gør alt, hvad de kan, for at give patienterne en god oplevelse, og jeg ved, at ventetid er noget, de har fokus på. Men det er lægernes eget ansvar, siger Anders Kühnau (S), der er næstformand for Region Midtjylland til Søndagsavisen.
Det er formanden for Praktiserende Lægers Organisation (PLO), Christian Freitag, enig i. Han er ikke overrasket over resultatet.
– Undersøgelsen bekræfter vores fornemmelse. Ventetid er et problem, og det generer patienterne, at de må sidde og vente, når de er syge, siger han.
Til efteråret står den på overenskomstforhandlinger mellem Danske Regioner og PLO. Her skal Anders Kühnau og Christian Freitag blandt andet diskutere tilgængelighed, der både dækker over forsinkelser fra lægens side og udeblivelser fra patienternes side.
Begge parter tror på, at bedre forberedelse fra patientens side og bedre kommunikation mellem patient og læge kan hjælpe et stykke af vejen.
– Vi kan allesammen være med til at sænke ventetiden lidt, hvis vi er bedre forberedte, når vi går til lægen, siger Christian Freitag, der ligeledes håber på, at regionerne vil hæve det såkaldte økonomiloft, der sætter en grænse for, hvor meget lægerne må tjene.
Loftet betyder ifølge PLO, at lægerne har vanskeligt ved at ansætte sygeplejersker og andet personale, som kunne tage sig af nogle af de mindre opgaver og dermed aflaste lægen, så flere patienter kan komme ind til tiden.