Tomater har overhalet kartofler

Arkivfoto: stevepb / Pixabay
Det går ned ad bakke for kartoflen, mens tomaten har kronede dage, skriver Søndagsavisen.

Salgstal fra Coop, der har butikkerne Brugsen, Kvickly, Fakta og Irma, viser, at kartoflen for første gang er blevet overhalet af en anden vare i grøntafdelingen, når man ser på, hvor mange penge vi danskere køber for.

Hver gang Coop sælger for 100 kroner tomater, sælger kæden for 97 kroner kartofler. Og det er der flere forklaringer på, fortæller analysechef i Coop Lars Aarup.

– Kartoflen er udskældt, fordi der er meget stivelse i, og så tager den lang tid at tilberede. Samtidig er der virkelig sket noget med tomater. I dag er der de normale tomater men også små cherrytomater, blommetomater, bøftomater, tomater på stilk og i alle mulige farver – stribede, lilla, gule. De er blevet nemmere at spise, også som snack og i madpakken, siger Lars Aarup til Søndagsavisen.

Kiloprisen på alle de nyere tomattyper er højere end på de klassiske tomater, og det er endnu en grund til, at der sælges tomater for flere penge end kartofler. For der bliver stadig solgt flest kartofler målt i kilo.

Tomatgartner Michael Kongstad fra Glade Grønsager mærker også efterspørgslen på de nye typer tomater.

– De seneste fire-fem år har det taget meget fart med de små tomater. Vi har 10 hektar med tomater, og kun de tre går til at dyrke klassiske tomater. Resten er specialtomater. For bare fem år siden var det omvendt, siger Michael Kongstad, som også sælger eksempelvis lilla, hvide og pæreformede tomater til restauranter.